Gå til indhold
Familie sidder på gulvet i en stue

Hvordan kan jeg inddrage børnene derhjemme?

Det er selvfølgelig ikke børns ansvar at få styr på familiens hjemmeberedskab. Men hvis børnene er optaget af, hvad hjemmeberedskab er, eller hvad man skal gøre i tilfælde af at strømmen fx går, kan det være godt at inddrage dem og gøre det konkret for dem. Det kan være med til at skabe ro og tryghed for børn, at de ved, hvad det handler om.  

Hvis man oplever, at det fylder for barnet på en måde, der ikke er rar eller sjov for dem, kan de have behov for at mærke, at den voksne tager sig af opgaven. Måske de har brug for at blive beroliget og høre; 'Jeg har styr på det', eller 'jeg skal nok finde ud af en plan, og så fortæller jeg dig, når der er styr på det'.  

Idéer til, hvordan I kan inddrage børn i jeres hjemmeberedskab 

  • I kan tale sammen om, hvad man kan lave, hvis man ikke kan være på nettet eller se fjernsyn, og hvis der ikke er elektrisk lys.  
  • I kan eksperimentere med hvilken mad, man kan lave, hvis strømmen ikke virker. Lav jeres egen liste over favoritter og køb evt. ind til dem 
  • Find sjove spil eller krea-redskaber frem, som I kan lide i familien. I kan lægge dem klar i en kasse, så det bliver en del af jeres hjemmeberedskab. 
  • Prøv at slukke for strømmen sammen, for at se hvad det er i hjemmet, man ikke kan bruge, når der ikke er strøm. I kan tale om, hvad man så kan gøre, og hvad I allerede har i hjemmet, der kan være smart at bruge. Måske har barnet sin egen lommelygte, der pludselig kan være en god hjælp 
  • Aftal eventuelt et tidsrum på nogle timer eller måske et helt døgn, hvor I vil prøve at leve uden strøm i jeres hus eller lejlighed. 
  • Find den bedste måde at bygge en hule på. Hvis det er vinter, og varmen ikke virker, kan det hurtigt blive koldt. En hule kan være en god og hyggelig måde at holde på varmen på.  

Når voksne taler om hjemmeberedskab og myndighedernes anbefalinger, kan det være godt at have nogle beskrivelser til børnene, som kan forklare, hvad det handler om, og hvorfor der er fokus på det.  

Se svar på en række spørgsmål, som kan brugeres, hvis du vil tale med et barn om krise og beredskab: Hjemmeberedskab fortalt for børn.