Organisationer retter nu skarp kritik af Tesfayes lovforslag

Magt løser ikke uro. Det flytter ansvar – fra politikere til børn. Og det belaster de børn, der kigger på. Vi risikerer at stå med uoverskuelige og krævende reparationsopgaver, når tilliden og relationerne i klassefællesskabet skal genoprettes.

En række organisationer angriber nu Mattias Tesfayes (S) lovforslag om fysisk indgriben i grundskolen. Ifølge regeringen skal lærere have mulighed for at anvende fysisk magt, hvis elever skader ting eller ejendom, fysisk krænker andre, udsætter sig selv eller andre bevidst eller ubevidst for fysisk fare, psykisk krænker andre eller væsentligt forstyrrer undervisningen for andre.

Kære Mattias Tesfaye,

Som organisationer, der arbejder for at sikre børns trivsel, udvikling og rettigheder, er vi dybt bekymrede over regeringens svar på uro i skolen.

Når vi som samfund tyr til magt og eksklusion i stedet for at styrke fællesskabet og forebygge konflikter, er det ikke et udtryk for handlekraft.

Det er et udtryk for en bevidst tilsidesættelse af den viden og faglighed, vi allerede har om, hvad der skal til, for at børn lærer og trives.

Der findes ingen hurtige genveje til ro i klassen, men at udvide læreres magtbeføjelser er en blindgyde.

Få uklare regler er blevet til flere uklare regler Vi forstår, at forslaget om at tillade brug af magt over for elever i videre omfang end i dag først og fremmest er blevet til for at tilgodese læreres retssikkerhed.

Nogle lærere har været i tvivl om, hvad der er tilladt under de eksisterende regler og har ønsket et tydeligere lovgrundlag. Det ønske forstår og deler vi. For både lærere og elever er bedst tjent med tydelige rammer – og en klar viden om, hvornår magt kan anvendes, og hvornår den ikke kan.

Men hverken lærere eller elever har med ministerens forslag fået den tydelighed, der har været efterspurgt.

Begreberne 'fysisk guidning', 'afværgehjælp' og 'magtanvendelse' vil med ministerens forslag flytte ind i skolen. Og de vil – ud over hvad der indtil nu har været gældende – også kunne anvendes over for elever, der forstyrrer undervisningen.

Tilsammen vil det udgøre en markant udvidelse af lærernes magtbeføjelser over for elever, men fortsat efterlade mange lærere i situationer præget af afmagt og tvivl.

Hvor meget modvilje skal Karla udvise, før det går fra fysisk guidning til fysisk indgriben? Og fik jeg udtømt alle pædagogiske muligheder, inden jeg førte hende ud af klassen?

Vil forældrene klage over, at jeg tog fat? Vil andre forældre klage over, at jeg ikke tog fat?

Afmagten og tvivlen er virkelig, og flere og udvidede regler vil ikke kræve mindre af lærernes faglige dømmekraft – snarere tværtimod.

Læg dertil de mange vikarer, der varetager timer i folkeskolen og slet ikke har en pædagogisk uddannelse. Hvordan skal de håndtere det?

Forstyrrelse af undervisningen bør ikke udløse brug af magt
Det er kritisabelt, at forslaget giver mulighed for, at elever kan mødes med magt, fordi de forstyrrer undervisningen.

På den måde risikerer eleverne, at magt bliver anvendt vilkårligt – betinget af blandt andet lærerens tilgængelige støtteressourcer, kompetencer, tålmodighed og dagsform. Betingelser, som dels er politisk bestemte, dels er skole- og individafhængige.

Det er uacceptabelt i et retssamfund, og forslaget rækker ud over regler, vi kender fra for eksempel voksenansvarsloven på socialområdet.

Netop fordi magtanvendelse er så alvorligt et indgreb i barnets integritet og selvbestemmelsesret, er det afgørende, at reglerne ledsages af eksplicitte retsikkerhedsgarantier – blandt andet partshøringspligt, begrundelses- og dokumentationspligt, klagemulighed og eksternt tilsyn.

Det er garantier, der skal holde en hånd under elevernes retssikkerhed, og som gør det muligt at følge op med handleplanerne lokalt såvel som nationalt, så nødvendige magtanvendelser altid fører til læring og styrker forudsætninger for at forebygge og nedbringe antallet.

Flere af de elementer er helt fraværende i ministerens forslag. Det er dybt bekymrende og et udtryk for, at elevers perspektiv og rettigheder ikke bliver taget alvorligt.

Magt uden forebyggelse bliver til afmagt
Foruden retsikkerhedsgarantier glimrer fraværet af pligt til at forebygge desværre i lovforslaget. Det forebyggende arbejde er ellers en hjørnesten i den norske lovgivning, som ministeren er inspireret af. Og så virker det endda. I hvert fald, hvis målet er en skole præget af stærkere fællesskaber og færre konflikter.

Derfor giver det ingen mening at udvide læreres magtbeføjelser uden samtidig at forpligte kommuner og skoler til systematisk forebyggelse af situationer, der kan føre til magtanvendelse.

Det vil betyde, at der skal afsættes midler til evidensbaseret uddannelse og efteruddannelse i forebyggelse, nedtrapning og håndtering af konflikter. Det må være et minimum at forlange, såfremt ministeren fastholder ønsket om at udvide lærernes magtbeføjelser.

Uden konkrete forpligtelser og reelle investeringer risikerer vi, at nye magtbeføjelser kommer til at fylde for meget i håndteringen af uro.

Lad os i stedet tage den rigtige vej: Grib ind med forebyggelse. Ikke fysik. Vi vil gerne guide dig.